Virkelighed eller mareridt

Denne historie tager udgangspunkt i en skriveøvelse, hvor jeg skullle tilbage til en sommer år 1900, hvor et omrejsende tivoli har slået teltpælene ned på en plads i byens udkant. Gå en tur på pladsen. Duft. Lyt. Se. Tag mod til dig. Og slå da teltdugen til side ind til Dr. Mefistos Raritetskabinet. Byder den skæggede dame velkommen? Basker havfruen med halen? Gemmer ulvedrengen  sig i teltets mørkeste del? Er krystalkuglen pudset? Hvorfor græder ånden i den kinesiske krukke? Og tør du overlade din skæbne til Madam Misjkas spåkort? Og hvem har bøjet tremmerne til side i buret ind til det tohovedede menneskebæst? Og hvad foregår der bag det sidste forhæng, lavet af glasøjne trukket på snor….

Kapitel 1:

Jeg ankommer til pladsen hvor det omrejsende Tivoli har slået deres teltpæle op. Der er en masse larm, musik, lys i mange forskellige farver og en masse masse mennesker. Jeg går lidt rundt på pladsen og indtager alle de indtryk der er. Jeg kigger op og ned, til højre, til venstre og rundt omkring. Efter lidt tid, går det op for mig, at jeg går rundt på savsmuld. Hvordan de har fået al det savsmuld ind her på pladsen, ja, det ved jeg ikke. Men det er nu meget hyggeligt at gå på. Jeg fortsætter min vandren rundt på pladsen og pludselig fornemmer jeg en velkendt duft. Jeg har fornemmet duften fra jeg ankom, men har først nu fået sat ord på. Jeg kigger til højre for mig. Og der er en popcorn-og candyfloss bod. Jeg slikker mig om munden og får helt lyst til at købe noget. Men omme bagved ligger det jeg kommer efter. Alle andre, eller de fleste andre, kommer for alt det herude. Men jeg kommer for at se Dr. Mefistos Raritetskabinet. Og nu har jeg fundet det. Popcorn og candyfloss må vente. Det her er vigtigere. Mere spændende.

Jeg bevæger mig stille og roligt derover, og alt sitrer i mig. Der er sommerfugle i min mave, mine håndflader bliver svedende, jeg fornemmer en snurren i mine arme og ben. Jeg er så spændt og så nervøs på en og samme tid. Men intet kan stoppe mig. Jeg føler mig draget derhen. Som om der bliver kaldt på mig.

Da jeg kommer ind i Dr. Mefistos Raritetskabinet, står der en lidt mærkelig person (tror jeg at det er) og byder velkommen. Først tror jeg faktisk, at det er en hankønsperson. Men da vedkommende taler, bliver jeg klar over, at det er en kvinde. ”Aaaaaahhhh” siger jeg for mig selv. Den skæggede dame, tænker jeg. Hun er faktisk meget venlig og imødekommende. Og hun kender mit navn – går det op for mig. Midt i mine egne tanker, har jeg ikke lyttet ordentlig efter hvad det er hun siger. Men hvor pokker kender hun mit navn fra? Det er som om jeg er ventet. Som om hun eller ”de” godt vidste, at jeg ville komme herind.

Meget mystisk.

Jeg får dog ikke rigtig lejlighed til, at tænke mere over det, da jeg begynder at kigge lidt rundt i kabinettet. Der sidder en havfrue til venstre for indgangen. En vaskeægte havfrue!! Det har jeg aldrig oplevet før. Hun prøver at baske lidt med sin hale, og det går da også bedre i andet og tredje forsøg. Men hun er ikke så god. Endnu. Måske det er derfor hun er herinde. For at øve sig. Inden hun kan komme ud på selve pladsen. Hun er meget køn og smuk. Men pludselig forandrer hendes ansigtsudtryk sig, og hun viser nogle helt vildt skarpe tænder. Det bliver jeg vildt forskrækket over. Jeg går lidt videre rundt, og bliver draget af et lille brøl. Der i højre hjørne sidder der er en skabning, som er en mellemting mellem en ulv og en dreng. Jeg kan ikke rigtig beskrive det anderledes eller bedre, men han eller den, er faktisk noget uhyggelig. Han begynder at kravle efter mig, og prøver at gribe ud efter mig. Jeg skynder mig ind mod midten af kabinettet.

Der i midten står et rundt bord. Med en skinnende flot krystalkugle. Den er så smuk og skinner og glimter helt i det her afdæmpede lys. Jeg begynder at gå hen til den, og i takt med at jeg går, kommer krystalkuglen til livs. Der dukker pludselig en masse farver frem i den og en masse røg måske, inde i den. Jeg vil så gerne vide hvad det betyder, og om den kan forudse noget for mig. Men her er umiddelbart ingen jeg kan spørge. Den skæggede dame er væk, havfruen og ulvedrengen virker ikke til at kunne hjælp mig.      

Jeg kigger lidt mere rundt, får øje på en kinesisk krukke. Mest af alt fordi det virker til, at en græder i nærheden af den. Krukken er meget smuk og meget veldekoreret. Da jeg går tættere på krukken, kan jeg høre, at gråden kommer nede fra krukken. Jeg står lidt på tæer for at kunne se derned, og der er så en ånd, ja en ånd, dernede. Og den græder. Jeg prøver at tale med den og spørger hvorfor den græder. Men jeg får intet svar. Den fortsætter bare med at græde.

Det hele er efterhånden lidt mærkeligt synes jeg, og jeg overvejer at gå ud igen. Da jeg vender mig om, får jeg igen øje på krystalkuglen på det runde bord i midten af kabinettet. Jeg drages derhen igen. Da jeg kommer helt tæt på, får jeg øje på nogle spåkort. De var der ikke før, da jeg kiggede på bordet. Hvem kan have lagt dem der…? Og tør jeg overhovedet blive spået..? Jeg kigger lidt rundt igen. For at se hvem der kan have lagt kortene. Men den skæggede dame er der stadigvæk ikke, havfruen og ulvedrengen er hvor de hele tiden har været, og ånden har jeg lige kigget ned til. Hvem kan det være? Jeg kigger så over mod et hjørne jeg ikke har set før. Der står et bur. Med bøjede tremmer. Jeg går tættere på, for at se hvad der er derinde i buret med de bøjede tremmer. Jeg giver et lille skrig, da det går op for mig hvem eller hvad der sidder derinde. Helt bagerst. Et menneske med to hoveder.. Med to hoveder!!? Det har jeg godt nok aldrig nogensinde set før. Jeg går lidt tættere på, men vender hurtigt om igen, da menneskebæstet prøver at komme ud til mig.

Jeg går ind til midten igen – det er vidst der jeg føler mig mest sikker og tryg herinde. Jeg overvejer faktisk at gå ud igen nu. Det er lige lidt for uhyggeligt for mig.               

Men inden jeg når så langt, får jeg øje på det sidste forhæng i kabinettet. Jeg har ikke lagt mærke til det før. Det er lavet af glasøjne som er trukket på en snor. Jeg kigger intenst på dem, og jeg vil sværge på, at de kan se mig. Jeg bliver draget af glasøjnene og det der gemmer sig bag dem. Jeg kan ikke rigtig se derind. Jeg prøver at trække forsigtigt i nogle af snorene med glasøjnene til side, for at se derind. Men jeg kan stadigvæk ikke se hvad der sker. Så jeg bliver nødt til at gå derind. Jeg tager en dyb indånding, og tænker et kort øjeblik på alt det mærkelige og faktisk uhyggelige jeg har oplevet indtil nu. Jeg går nogle skridt videre, og er ved at være en smule betænkelig over hele situationen.

Noget i mig skriger ”Gå ikke derind”. Noget andet i mig skriger ”Gå nu derind”. Jeg fortsætter. Jeg tager de sidste skridt ind over dørtærsklen, og ser nu hvad der gemmer sig i den sidste del af kabinettet. Noget eller nogen tager fat i mig, og jeg bliver trukket helt ind. Jeg hører forhænget med glasøjnene på snorene falde på plads igen. Det er det sidste jeg fornemmer omkring mig. Alt andet fader væk. Tid og sted bliver meningsløst. Jeg bliver meningsløs. På en måde i hvert fald. Jeg går dybere og dybere ind, og fornemmer igen noget eller nogen der griber fat i mig. Men hvad eller hvem er det? Og hvor bliver jeg taget hen? Jeg kan ikke se noget. Ej heller hører noget.

Pludselig bliver jeg stoppet i min gang. Det løber mig iskoldt ned ad ryggen. Og min sikre forestilling om, at det her var verdens bedste ide, er ikke eksisterende i øjeblikket. Hvad venter der mig nu? Hvem eller hvad er her? Udover mig? Er her i det hele taget nogen eller noget? Udover mig? Og hvad er det der nu strammes om mine arme? En masse tanker flyver rundt i hovedet på mig.

Lige indtil jeg ser det, og jeg skriger ”NEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIJJJJJJJJJ!!”       

Kapitel 2:

Jeg vågner med et sæt mens jeg skriger ”NEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIJJJJJJJJJ!!” af mine lungers fulde kraft. Sveden løber ned ad mig, jeg ryster over hele kroppen og jeg kan ikke stoppe med at skrige.

Hvor længe det står på er jeg faktisk ikke klar over, men der går et stykke tid. Da jeg endelig er faldet bare lidt til ro, og min rysten er aftaget, tager jeg mod til mig og forlader min seng for at få et glas vand i køkkenet. Jeg kommer lige forbi et spejl på vejen, og hold nu op hvor ser jeg ud. Jeg får lige tankerne tilbage til det mareridt jeg lige har haft, og jeg begynder at ryste igen.

Endelig kommer jeg ud til køkkenet, famler mig frem til et glas og får fyldt det med vand. Aaaaaahhhhhh – det var godt nok rart at få noget at drikke.

Jeg drikker et par eller tre glas vand, og bevæger mig derefter ud på badeværelset, hvor jeg vasker mit ansigt. Egentlig har jeg nok mest brug for et bad, men det orker jeg simpelthen ikke. Jeg tør ikke kigge mig selv i spejlet igen, af mange årsager, så jeg skynder mig at få vand i ansigtet og så ind i min seng igen.

Da jeg sætter mig på sengekanten kommer jeg til at tænke på mareridtet igen. Det er ikke første gang jeg har haft mareridt – og slet ikke første gang jeg har haft lige præcis dét her mareridt. Men det er første gang jeg er kommet så langt i mareridtet. Det har altid været uhyggeligt at være inde i Raritetskabinettet, men det var samtidig vildt spændende. Hvilket det jo også var denne gang, og så levende. Som om det var virkelighed. Men jeg er aldrig før kommet ind bag forhænget med glasøjnene på snorene. Måske har jeg ikke været parat eller klar – før nu.

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal nu. Jeg kan ikke falde i søvn igen – og jeg tør måske i virkeligheden heller ikke. Der er ingen jeg kan tale med om det her. Ingen vil forstå mig, og de fleste mennesker sover jo også nu. Det er for uhyggeligt at bevæge mig udenfor på det her tidspunkt af døgnet. Jeg vælger den eneste mulighed jeg ser – tænde for mit tv. Heldigvis er der nogle hyggelige serier jeg kan stene lidt til, og forhåbentlig falde til ro.

Jeg kan mærke at min krop skriger på søvn, og lidt efter lidt giver jeg da også efter, men jeg når også at tænke, at det ikke er overstået endnu. There is more to come!! Men forhåbentlig får jeg fred resten af natten.