Omnipotent - min egen rebelske vinkel

Her skulle jeg forestille mig, at jeg er omnipotent. Jeg kan med andre ord alt. Starte krige. Ende dem. Redde liv. Redde planeten. Udslette fjender. Kurere sygdomme. Løse matematikkens største gåder. Score drømmefyren. Eller kvinden. Vinde vild med dans. Jeg bestemmer. Jeg kan alt. Eneste krav er at jeg skal beskrive det ud fra et realistisk synspunkt. Jeg er altså ikke supermand. Jeg er et menneske. Som udnytter mit potentiale maksimalt.

Hvem er jeg? Hvordan er jeg blevet sådan? Hvad gør jeg? Hvorfor gør jeg det?

Min lidt rebelske tilgang, stak vidst lidt i en anden retning, end tiltængt med skriveøvelsen. Men man skal også turde udfordre vanen og forventningerne fra andre.. Og i øvrigt blomstrer denne vinkling og tema meget i mig. 

God fornøjelse.. 

Nu er jeg her.

Jeg står på denne store, næsten majestætiske trappe. Det har været en lang og hård, men endnu mere spændende og fantastisk rejse, til hvor jeg er nu. Mens jeg står på denne ikoniske trappe kigger jeg mig omkring. Jeg har sommerfugle i maven og mærker en rødmen i mit ansigt. Typiske kendetegn for min nervøsitet. Men det jeg mærker mest af alt, er det smil jeg fornemmer spreder sig i mit ansigt.

Jeg tager en dyb indånding af den friske luft, der nu en gang er her på stedet, og fortsætter op ad trappen, til jeg når toppen. Jeg møder et par politikere og medarbejdere. Jeg nikker og smiler til dem, hvilket de gladeligt returnerer. Da jeg har taget det sidste trin, vender jeg mig om, og kigger ned ad trappen, og det føles som om, at jeg har besteget et bjerg. Rejsen hertil hvor jeg er i dag, og hvor jeg står lige nu, har også været en form for bjergbestigning.

Jeg er stolt af mig selv. Stolt af hvor jeg langt jeg er kommet. Og lige nu, i dette øjeblik, er jeg fuld af forhåbning om, at alt nok skal gå. Jeg er ikke fortabt. Riget er ikke fortabt. Danmark er ikke fortabt. Det er ikke for sent at ændre på noget, og med vores stemmer, kan vi virkelig gøre en forskel.

Det er måske, det, jeg er sat i verden for. At gennemgå det jeg har, lære af det, bruge mine erfaringer og viden, og måske ændre nogle ting, der kan gøre livet lettere og nemmere for andre mennesker.

Da jeg fortsætter mine sikre og målrettede skridt hen ad gangene, tænker jeg, at jeg selvfølgelig ikke kender til al smerte og dårligdom i livet. Men det gør ikke noget. For det handler i lige så høj grad om, at lytte til de mennesker der dagligt mærker på krop og sjæl, hvordan livet og regler virker og påvirker folk i praksis.

Det skal da for resten ikke handle om mit liv, og mine til tider svære tider, for jeg er kommet videre og ud på den anden side. Det skal mere handle om de erfaringer, og tanker jeg har gjort mig undervejs, og så i øvrigt, at lytte til mennesker, lytte til andre eksperter end dem man typisk hører fra. Vi skal høre fra dem, som rent faktisk tør, at udfordre vane tankegangen. Men i øvrigt skader det bestemt ikke, at man selv har været nede at ligge, og vigtigst af alt, ikke har glemt hvordan det rent faktisk var, at være dernede. Men som trods alt også er kommet videre.

Jeg er nu nået frem til mit kontor.

Mit kontor…. Jeg smager lidt på ordet, og får et sug i maven og en boblende følelse i hele kroppen. Jeg kigger på skiltet med mit navn på, ved siden af døren, og må indrømme, at det her er større end noget andet jeg har oplevet. Større end jeg nogensinde havde tænkt eller drømt om.

Jeg åbner lidt forsigtigt døren, og undres egentlig over hvorfor jeg gør det forsigtigt. Men det nok bare sådan jeg er. Og det er helt ok. Mit smil bliver bredere og jeg glædes over, den smukke buket blomster der står på mit skrivebord.

Jeg går hen til skrivebordet, sætter min taske fra mig og dufter til de smukke og virkelig velduftende blomster, som dog ikke har en for kraftig duft.

Jeg bliver draget af det mellemstore vindue, og går derfor over til det, og kigger ud og nyder den smukke udsigt. Den stærke blå himmel, solen der skinner ind til mig, bladene i alskens farverige efterårsfarver, der næsten danser rundt på træerne, i den lette brise. Fader efterår puster blidt.

Efter nogle minutter, tror jeg det er, hvor jeg blot bliver omfavnet af dette smukke scenarie, vender jeg mig om, og kigger rundt i mit kontor. Jeg føler mig med et hjemme her. Rummet er ikke så stort, hvilket egentlig passer mig ganske fint. Der er foruden mit skrivebord, også et mindre rundt mødebord til fire personer og et par reoler. Heldigvis har jeg selv fået lov til at dekorere rummet. Jeg er ikke helt færdig endnu, men der hænger dog et par selvvalgte og selvbetalte billeder og et vægur. Jeg får øje på min taske, som jeg satte på skrivebordet, da jeg kom ind på mit kontor. Jeg griner lidt for mig selv. Den er sort og måske ret voluminøs, og det er egentlig en skoletaske. Den har en lang skulderrem, så jeg kan have den tværs over skuldrene. Den har fulgt mig i tykt og tyndt, men passer i virkeligheden nok ikke rigtig ind her. Men erstatningen er jeg ikke stødt på. Endnu.            

Jeg er sætter mig på kontorstolen ved mit skrivebord og læner mig lidt tilbage. Det er rart, men en god, ergonomisk og lækker kontorstol. Jeg tænker et øjeblik på, hvordan jeg engang så mig selv. Alle mine fejl, mangler og halv destruktive tanker. De er heldigvis ikke fremtrædende mere, men jeg anerkender, at de har været der, og at de rent faktisk kan dukke frem igen.

Men jeg er ikke længere den jeg engang var. Jeg er ikke den som alle andre (de fleste andre) troede og syntes jeg var eller skulle være. Jeg er, synes jeg selv, en meget bedre udgave af mig selv. Jeg er ikke ”offeret”, pleaseren, nikkedukken, en der falder i med tapetet, hende der bare sidder ovre i hjørnet og bare passer sig selv.

Jeg Malene Kirk, er folketingspolitikeren.

Mit mål er, at få ændret samfundssynet på de svage og udsatte grupper i samfundet. Men også, at få ændret på samfundssynet i forhold til, at det rent faktisk er dig og mig som kan ende på randen af systemet. Og, at både du og jeg begge, gerne vil (tilbage) og bidrage til samfundet. Lidt. Meget. Hvad man kan. Hvad man evner – bruge evnerne rigtigt. Vi skal proppes ned foruddefinerede kasser, som passer flertallet. Vi er alle forskellige, og det skal vi som samfund kunne rumme.  

Vi skal turde udfordre systemet og vanetænkningen. Vi skal motivere os selv, hinanden og andre. Vi skal kere om hinanden. Og vi skal turde vise det. Vi skal tænke du, jeg og os. Vi skal tænke i helhed, sammenhold og samhørighed. Og ikke mindst solidaritet. Vi skal elske os selv, hinanden og livet.