Båden

Denne historie tager udgangspunkt i Titanic. Min figur sidder i en af redningsbådene og ser Titanic gå ned. 

Det er det mest vanvittige jeg nogensinde har set. Men har jeg i virkeligheden set noget som helst…?

Jeg kan høre folk råbe og skrige. Mænd, kvinder, drenge, piger og små børn. Her er så koldt og uhyggeligt. Skibet som vi alle lige var på, og som virkede så trygt og rart, er blevet forvandlet til et ragnarok. Folk springer for livet ud ad skibet og ned i det iskolde hav, i håb om på den måde, at kunne komme levende fra dette her. Det er ganske forfærdeligt.

Midt i al larmen og forvirringen hører jeg et skud. Jeg tænker lidt ved mig selv, hvad det mon betyder. Har en skudt sig? Har en skudt en anden?

Og i al den larm og katastrofe, tænker jeg ”hvorfor sidder jeg egentlig her? Hvorfor sidder jeg i denne redningsbåd? Hvorfor ikke de andre? Hvorfor er mit liv vigtigere end andres?”.

Muligvis har jeg betalt flere penge for min billet end de fleste andre. Nogle har måske slet ikke betalt for deres billet. Derfor er det måske logisk, at jeg har krav på (betalt for) at sidde her i en redningsbåd.

Jeg er opvokset med og opdraget efter det tankesæt. Dem der har penge er vigtigere end dem der ikke har. Og dermed er deres liv vigtigere. Men midt i denne katastrofe, virker det udsagn, så tåbeligt og vanvittigt.

Min familie er ikke en af de rigeste, men vi mangler bestemt ikke noget. Og mangler vi alligevel noget, skaffes det bare. Jeg vil ikke betegne mig selv som forkælet, men jeg er selvfølgelig præget af min opvækst og opdragelse. Jeg har gået på de gode og fine skoler, gået i en masse fine kjoler og leget med det nyeste og bedste legetøj. Mine veninder var tit dybt fascinerede over mine fine nye dukker med deres fine og smukke kjoler.

Jeg ville gerne have læst videre, og være blevet klogere på en masse ting. Men det er ikke kutyme i vores klasse, at pigerne i familien gør det. Man gifter sig godt, og fører slægten og historien videre.

Men jeg vil noget andet og jeg vil noget mere. Jeg vil så uendeligt gerne gøre op med denne kultur og denne standard. Og måske netop derfor sidder netop jeg her i en redningsbåd. Jeg skal tage kampen op. Jeg skal gøre en forskel.

Mine forældre, ja faktisk hele min familie, kan slet ikke forstå mig. De tænker jeg er blevet sindssyg, og måske burde indlægges. Eller bedre spærres inde et sted. Fordi det jeg tænker, siger og gør, simpelthen er for unormalt og vanvittigt. I forhold til den tid vi lever i. Men jeg tænker modsat. At vi ikke er i 1700-1800 tallet mere. Vi skal turde komme videre, og vi skal turde udfordre det sædvanlige og det normale.

Jeg har selv sparret penge op til denne rejse. Så heldigvis kan ingen sige noget som helst til mig, eller kræve noget som helst af mig. Det er mine egne penge.

I al min selvrefleksion bliver jeg bragt tilbage til virkeligheden af et ordentlig BRAAAAAAAAAAAAAAAG.

Det er skibet der er knækket nærmest midt over, og i ganske hastig fart på vej ned i det store sorte dybe hav. Det er simpelthen ikke til at fatte. Vi, der sidder i redningsbådene, skriger, råber og græder hysterisk og er dybt chokerede. Det her skib, som på alle måder var så fantastisk og luksuriøst, og som var så nyt og kunne alt og ”som ikke kunne synke”. Og alle de stakkels mennesker der ikke kom i en af redningsbådene, og som ikke kan overleve i det kolde vand, det er så tragisk.  

Der er nu helt stille. Det føles som om ingen magter at sige noget. På en eller anden måde giver intet mening på nuværende tidspunkt. Egentlig behøver vi heller ikke at sige noget. Vi føler og tænker alle det samme.

Det er utroligt, at dette kæmpe luksuriøse skib vi lige har været på, i to stykker nu, ligger på bunden af Atlanterhavet. Det har på en og samme tid taget så ufattelig kort tid og så enormt lang tid. Men lige nu har tid mistet sin mening.  

ENDELIG kommer de skibe der skal samle os op, tage hånd om os og sejle os videre i sikkerhed.

Man kan se på dem der hjælper os, at de er dybt chokerede, men utrolig opmærksomme og hjælpsomme. Vi bliver alle hjulpet op fra redningsbåden, og går ombord på vores redningsskib. Vi bliver vist ind i deres saloner, hvor der er varmt, lyst og en rar stemning. Jeg får, ligesom alle andre, nogle tæpper over og rundt om mig, og får noget varmt at drikke. Det er en helt utrolig lettelse, at sidde her i levende live og i tryghed. Dog med en vis skepsis over, at være på et skib igen – jeg mener – dette skib kan jo også synke. Men der skal ikke være plads til negative og dårlige tanker.        

At sidde her og have været vidne til dette, og reflektere over mit eget liv og min fremtid, siger mig, at der er en mening med, at jeg overlever. Jeg skal over på den anden side af Atlanterhavet. Jeg skal ud med budskabet om, at vi kvinder godt kan men måske vigtigere må og skal slippe det traditionelle familiemønster. Vi behøver ikke gå ud af skolen og ikke uddanne os eller tage et arbejde, for i stedet at gifte os godt. Det kan vi også gøre, men vi må ikke blot se på, at mænd bliver klogere og udvikler sig.

Og så vil jeg lære folk, at penge trods alt ikke er alt. Man kan mange ting ja, og man kan købe sig en dyr billet til Titanic og få plads i en redningsbåd. Men jeg er ikke vigtigere eller bedre end alle de stakkels mennesker der ikke bliver reddet.

Ligesom jeg ikke var vigtigere eller bedre end mine veninder og skolekammerater der ikke havde samme nye, flotte og dyre dukker eller kjoler. Det er ikke de materielle ting der gør os bedre eller vigtigere. Men snarere det vi har at byde på.    

Det er mine missioner med at komme til de Forenede Amerikanske Stater.    

Efter lidt varmt at drikke og spise, lægger jeg mig ned for at hvile mig. Det er på den ene side lidt irriterende med al den aktivitet her i salonen, når jeg er så træt, men på den anden side, er det virkelig rart at vide, at jeg ikke er alene. Og at jeg er en del af noget.

Det sidste jeg tænker inden jeg falder i søvn er, at det er ubegribeligt at tænke på, at alle vores liv og vores familiers liv, og eftertiden måske, vil blive påvirket af dette i mange år frem. Og ingen havde forudset det, da vi stod op i morges, at det ville være enden på manges liv.