Malenes skriveunivers

Scrabble historien


Skriv en historie hvor 8 bestemte ord indgår

De 8 ord: Stavgang, Parterapi, Vejrudsigt, Skrivemaskinen, Luftballon, Penismisundelse, Kattebakke, Gidseldrama.

Kattebakken var igen fuld. Det var typisk at han ikke huskede at tømme den. På trods af at det er hans kat. Hun tænkte ”det er så typisk mænd det der”. Det var da heldigvis noget de kunne tage op i deres parterapi. Og hurra fordi de gik til parterapi. Det ville slet ikke gå hvis ikke de havde den mulighed.

Deres terapeut var en mand. En ganske flot og relativ ung mand. Det var de begge enige om. Det havde i starten fungeret rigtig fint, og de havde begge fået utrolig meget ud af det. Men på et tidspunkt blev det for meget for den ene part af ægteparret. Det var ingen hemmelighed, at terapeuten var flot og faktisk ret veludrustet. Ja – dernede. ”Penismisundelse” havde hun bare snerret.

 

Ægteparret havde mødt hinanden, da de begge havde været ude, at gå stavgang. Det var en fælles interesse – ja faktisk en fælles passion. Stavgang havde draget dem sammen – og de boede nu sammen på 4. år og havde været gift i 2 år. De studerede ofte vejrudsigten, for det er ikke helt ligegyldigt hvor man går, i hvilket slags vejr og hvornår.   

 

Hvis ikke han var ude at gå stavgang, sad han og skrev på skrivemaskinen. Hans skrivemaskine. Den gamle hakkemaskine der fyldte, larmede og ja havde set bedre dage. Hun kunne ikke forstå, hvorfor han ikke skiftede den ud med en computer. Al det den nye teknologi kan. Men han insisterede, at skrive sine krimier og romaner om diverse forbrydelser og gidseldramaer på denne maskine. Måske skulle hun have givet ham en computer eller iPad da de havde bryllupsdag. De havde givet hinanden en fællestur i en luftballon. Det havde for resten været en helt fantastisk oplevelse, og havde rykket dem tættere sammen end de havde været længe. Det havde været ganske romantisk, og gnisten der så småt var ved at forsvinde, tittede lidt frem.

Det gav dem begge glæde – og håb. Alt var ikke tabt endnu.