Træet

Her fortæller jeg historien om træet. Det højeste i skoven. Det mægtigste. Det ældste.

Jeg blev inspireret af naturen på mange af mine gåture, men i høj grad også fra en gammel jule/nissebog. I en af histroierne, skal en gammel nissebedstefar ud, at hente årets juletræ i skoven, og måden historien og stemningen er beksrevet på, prøvede jeg på min egen måde, at genskabe i denne historie. 

Jeg er det ældste træ i denne skov hvor jeg står. Det er faktisk et mirakel, at jeg stadigvæk står her. Stort set alle mine trævenner er enten gået ud eller fældet. Eller på anden gået bort. Der var mange der omkom i en skovbrand for år tilbage. Det var ganske forfærdeligt. At fornemme ilden, varmen og røgen omkring mig. Men ikke mindst, at høre de svageste, og for mennesker lydløse, skrig fra mine venner. Og jeg kunne intet gøre.

Jeg har oplevet meget i min tid. Og især som det højeste og ældste træ i denne skov. Jeg har tit tænkt på, at der da må være en årsag til, at netop jeg, overlever. Både skovbrand og træfældninger. Det holder modet oppe hos mig.

Jeg blev i sin tid plantet som det allerførste træ på dette sted. Der var faktisk intet andet end jord i miles omkreds. Jeg var en meget lille plante dengang. Alting omkring mig, på trods af at jeg vare alene, virkede stort og overvældende. Selv menneskene der plantede mig. Jorden omkring mig. Dyrene der både vimsede om mig, og næsten trampede på mig. Fordi jeg var så lille. Ofte kom der nogle mennesker og kiggede til mig. De skulle se hvordan jeg havde det, og udviklede mig på dette sted. Med tiden skulle der plantes andre træer, ved siden af mig og omkring mig, men jorden her var lidt anderledes end hvad de var vant til.

Da de omkringlevende dyr havde vænnet sig til mig, og ikke mindst accepteret mig, fik jeg mange venner. Den store egernfamilie, rævemoderen og hendes tre små rævebørn og en masse fugle. Det var faktisk rart, ikke at være helt alene.

Som tiden gik, og jeg voksede mig større, jo mere sjov og leg kunne jeg, og mine dyrevenner have sammen. Især de små egernbørn kravlede rundt på mig. Og for pokker hvor det nogle gange kildede. Nogle gange måtte jeg skrue bissen på, og give dem en reprimande, og andre gange orkede jeg det ikke. Og de var jo også bare børn.

Lige pludselig en dag, kom der et ordentlig vognlæs med små og nye træer, som givetvis skulle plantes omkring mig. Det var på den ene side meget positivt, fordi jeg så havde venner, som var ligesom mig. Men på den anden side, havde jeg også vænnet mig til, at være alene herude. Jeg kunne dog intet stille op, og tænkte, at jeg ville være som en storebror, for alle de andre træer. Passe på dem. Kere om dem. Præsenterer dem for stedets dyr. Og vejlede dem om, hvordan man opfører sig. Men jeg skal ikke være konge eller leder overfor dem.

Der var et stort virvar af biler, mennesker, værktøj og så disse små træer, som på et tidspunkt skal vokse sig lige så store som mig. Der var ikke kun den slags træ jeg er. Men alle mulige. Det bliver spændende tænkte jeg. Hvad er de for nogle? Hvor stammer de fra? Hvor store og høje bliver de? Hvordan vil de se ud når de er voksne?  

Jeg kunne se at stedets dyr holdt sig godt på afstand. De skulle ikke være en del af det her virvar. Jeg viftede lidt med nogle af mine grene, hvor der var nogle flotte grønne blade på. Det var vores signal om, at det var okay. Ingen fare på færde, men, at det var en god ide, at de holdt sig lidt på afstand.

Det tog lang tid at få plantet alle disse mange forskellige træer. Tid har ikke rigtig nogen betydning for mig, andet end lys og mørke, og så det der hedder årstider.

Jeg hilste venligt på dem der blev plantet lige i nærheden af mig, men faldt faktisk lidt hen.

25 år senere.

Vi er nu blevet nogle store og fuldvoksne træer alle sammen. Dem af os der er tilbage. Og der er også kommet nye til. Jeg rager dog mere op end alle de andre. Både i højden og i drøjden. Jeg har en tyk og ligelig fordelt jævn og rug stamme. Mine grene er forholdsvis tykke, og der er mange af dem. På grenene er der et væld af blade. Nogle af dem er tykkere end de andre, og de bliver luftet i al slags brise- og blæsevejr.  Alt dette giver mig også en styrke og position, som jeg ikke vil være foruden. 

Den friske brise på denne efterårsdag gør at vi svajer lidt i det. Men det er faktisk meget godt. Fordi vi på den måde, får rørt os lidt.

Når jeg som den eneste kan kigge ned på denne smukke udsigt af en farvepalet, som vi alle er en del af, er det noget af det smukkeste jeg har set. Indrømmet, sammenligningsgrundlaget for mit vedkommende, er ikke så stort. Jeg ville ønske at de andre, ja alle i hele verden, havde denne udsigt. Jeg kan se årets gang heroppe fra, og det er vidunderligt. Ikke kun på denne årstid. Bladene på vores grene er nu i alskens farver og forskellige nuancer af disse farver. Jeg har hørt menneskene omtale dem som: Grønne, gule, brune, røde, lilla.

Jeg har hørt menneskene omtale stedet her som en skov. Min opfattelse er, at en masse træer plantet som her, er lig med en skov.  Dyrene er nu blevet en del af vores fællesskab. Det er virkelig rart og hyggeligt, at vi på den måde har fundet sammen, og kan dele sorger og glæder med hinanden. Nogle gange bliver vi dog forstyrret af en masse mennesker. Men det giver faktisk en helt speciel energi, når der har været besøg herude. Både børn, unge, voksne og ældre kommer herud. De virker glade og positive når de er her, og når de tager herfra. Jeg hører nogle af dem sige, at det giver dem sådan en ro, fred og glæde at komme her. Vi lærer også menneskene noget. Om os selv, om den natur der er omkring os, om dyrene herude. Og på den måde giver vi vores viden og erfaring videre. På trods af at vi jo faktisk ikke siger noget eller direkte yder noget. Men det er en tilfredsstillelse uanset hvad.