Pigen og sommerfuglen

Denne historie skulll startes med ordene: “Sommerfuglen landede på hendes hånd, og hun slog chokeret ud med armen …” Herefter skulle jeg skrive om en kæde af sekvenser, som igangsættes af denne sommerfugl. Jeg blev en smule inspireret af Alice i Eventyrland og det fantasiunviers hun er i. 

Sommerfuglen landede på hedes hånd, og hun slog irriteret ud med armen. Nu sad hun lige og legede så hyggeligt alene, og så kom den irriterende sommerfugl og ødelagde det hele. For da hun slog ud med armen, ødelagde hun det sandslot hun lige havde bygget. Hun blev så sur, at hun kastede med alt sit sandkasselegetøj, som så gjorde, at hun ramte en kat som hvæsede ad hende. Heldigvis løb den hurtigt væk igen.

Hun rejste sig op fra sandkassen, og gik hen til sit sandkasselegetøj som hun havde smidt rundt omkring, og begyndte lige så stille at samle det op. Da hun næsten var færdig snublede hun over en sten, så hun faldt og tabte det hele igen. Nu var hun virkelig gal. Da hun var alene på legepladsen, tillod hun sig at skrige og råbe. Bare lidt. Lige pludselig kom der nogle voksne løbende hen imod hende.

”Hvad er der dog sket lille ven” spurgte den ene forfærdet.

Hun gad ikke fortælle dem hele historien, så hun sagde bare ”jeg snublede over den sten dér” og pegede på stenen. De voksne prøvede at berolige hende, men en sagde til hende ”det er selvfølgelig ikke rart at snuble over en sten, men du kunne jo også bare se dig lidt bedre for, ikke lille ven. Og så lad være med at råbe og skrige sådan op, vi troede jo at der var sket dig noget meget alvorligt”. Pigen smilede bare en lille smule og nikkede med hovedet. 

Da de voksne var gået deres vej, samlede hun endnu en gang sine legesager sammen, og hun tænkte et øjeblik på, at hvis ikke den dumme sommerfugl havde været der, havde hun ikke fået skæld ud for at være faldet over en sten og råbe op. Dumme dumme sommerfugl.

Hun satte sig igen i sandkassen, og begyndte forfra på hendes sandslot. Denne gang blev det meget flottere og meget større.

Du hun var færdig, satte hun sig op på sandkassekanten og kiggede fascineret på sit værk. Hun var ret stolt af sig selv.

Bare mega træls, at hun ikke var stor nok til at have en mobil telefon med kamera i, så hun kunne tage et billede af det, og vise til sin mor og far.

Efter lidt tid hvor hun havde siddet og beundret sit værk, kom sommerfuglen tilbage. Gensynsglæden var ikke stor hos hende, så hun prøvede at vifte den væk. Men den blev ved med at sværme om hende, så hun rejste sig op, og hoppede og løb rundt for at komme væk fra den.

BUM. Hun faldt igen. Da hun prøvede at rejse sig op, gled hun i nogle blade, så hun faldt igen, og denne gang med hovedet ned i en vandpyt. Hvad pokker sker der??? tænkte hun. Hun plejede virkelig ikke at være så klodset. Hun rejste sig op igen, og tørrede ansigtet af i sine bluseærmer.

Da fik hun øje på sommerfuglen igen. Den sværmede fortsat om hende, men denne gang bemærkede hun noget andet. Den nærmest lokkede hende. Den lokkede hende i en bestemt retning.

SKOVEN. Sommerfuglen ville have hende med ind i skoven. Den skov som hendes forældre havde forbudt hende at gå ind i. Alene i hvert fald.

Men hun blev draget derind. Sommerfuglen dragede og lokkede hende derind.    

Hun kiggede hele tiden på sommerfuglen og fulgte bare efter den. Ja, hun nærmest løb efter den, og prøvede med sine små hænder at række ud efter den. Men hun kunne ikke fange den.

Hun kom længere og længere ind i skoven, men hvor langt hun rent faktisk var inde, anede hun ikke. På et tidspunkt stoppede hun op et øjeblik, og kiggede sig lidt omkring. Hun kiggede bagud og vendte sig til sidst om. Det gik op for hende, at hun var gået længere ind i skoven, end hun havde regnet med, og hun tænkte, at hun måske skulle gå ud ad skoven og ud til sandkassen igen.  

Sommerfuglen fløj fortsat rundt omkring hende og hun blev så fascineret igen, og drejede rundt om sig selv. Hun blev helt svimmel og landede på numsen med et lille bump.

Da hun havde fået et klart syn igen opdagede hun pludselig en gynge.

Hun satte sig op på gyngen og svingede stille og roligt frem og tilbage. Frem og tilbage. På et tidspunkt knækkede snorene der holdt gyngen på træet og med et kraaaaash faldt både gyngen og hun på jorden. Hun slog hovedet let ned mod den lidt kølige jord, og lukkede ligeså stille øjnene.

Hvor længe hun havde været væk anede hun ikke. Men da hun åbnede øjnene igen, var sommerfuglen blevet noget større og kunne også tale. Hun forstod det ikke helt, men det lød vildt skægt og sødt når sommerfuglen talte. Den fløj lidt væk fra hende, og prøvede at få hende til at følge med. Hun rejste sig op og blev igen draget og lokket af sommerfuglen. Den fløj ind i en træstub der lå ned på jorden. Den kunne sagtens være derinde, så stor var sommerfuglen nemlig heller ikke. Hun prøvede at kravle ind igennem samme hul i træstubben, og var overrasket over, at hun rent faktisk også selv kunne være der.

Denne gang da sommerfuglen landede på hedes hånd, slog hun ikke irriteret ud med armen, men tog fat i den og fulgte med den. Hun kunne fornemme en lysning forude, og hun kunne også høre noget larm. Ikke høj og irriterende larm, men mere noget hyggeligt og rart larm. Det kildede helt i hendes mave – så spændende og nyt var det.