Politiske Dødsfjender

Denne historie skulle handle om to dødsfjender og hvorfor de er blevet dødsfjender. Det er vidst ikke helt til at skjule hvad og hvem der har inspireret mig til denne historie.

De stod overfor hinanden, og sådan havde de faktisk stået i et stykke tid. Ingen af dem rørte på sig. Ingen af dem gjorde antræk til at tage første skridt. Ikke mod forsoning, men hvorfor skulle de egentlig også det? Ej heller mod kamp. De var som frosset til deres ståsted.

De omkringstående tilskuere stod og kiggede. Fra den ene til den anden. Og tilbage igen. Næsten ligesom en tennis- eller badmintonkamp.

Der var helt stille. Tilskuerne turde ikke sige noget. Men alle tænkte det samme. Hvordan er det kommet så vidt i det her land? Hvad kommer der til at ske nu? Hvad kommer der til at ske i fremtiden? Vil dette scenarie skabe præcedens for eftertiden?

Det er store spørgsmål som der forhåbentlig findes svar på. Men først må man gå tilbage i tiden for, at se på hvad der egentlig skete. Hvorfor vi er havnet i denne situation. Hvor to magtliderlige mænd er hinandens Dødsfjender.

Nu rykker den ene pludselig på sig. Med hans højre hånd rækker han ud efter nøglerne der ligger på bordet foran ham. Der går et gys igennem tilskuerne. Hvad vil der nu ske? Hvad er det for nøgler? Hvad skal de bruges til? Han tager nøglerne op for sig, smiler skælmsk til hans modstander, og rasler lidt med nøglerne. Kort efter åbner han sin habitjakke, og gemmer nøglerne i sin skjortelomme. Han sender samtidig nogle skræmmende øjen- og ikke mindst ansigtsudtryk til sin modstander. Tilskuerne forstår ikke hvad de nøgler betyder. Om de overhovedet har nogen betydning. Eller om det bare var for at lave en bevægelse, og måske skabe en form for uro eller ubalance. Forstyrrelse.

Men den anden, han ved helt sikkert godt, hvad de nøgler betyder. Han lader sig dog ikke skræmme. Selvom blikket han fik da hans modstander lagde nøglerne væk, var noget skræmmende. Det ville han naturligvis ikke vise. Endnu vigtigere var, at en sort genstand kom til syne i buksekanten da nøglerne blev lagt i skjortebrystlommen.  

Hvorfor stod de så i denne dødskamp som Dødsfjender? Jo, kort fortalt – så er de ude efter det samme. Den samme titel. De er faktisk enige om rigtige mange ting. Der er flere ting de er uenige om. Men de enige om, at de vil have samme titel. Af samme årsag måske – magt og egoisme. Men ingen af dem vil lade den anden komme til. Ingen af dem vil lade folket tale. For de er ikke intelligente nok - folket. Mener de.

På det punkt er de mest enige. Men en skal jo lede landet. Hvis ikke de kan blive enige, og folket ikke må bestemme, hvad gør man så…? Jo, man tager en ældgammel tradition i brug. Selvom de ikke er enige om, at traditioner er en god ting, så blev de altså enige om, at dette var den bedste løsning.

Traditionen lyder som følger:

Når man er uenig, og mægling eller forsoning ikke er en mulighed, da skal man, forudsat begge parter er enige, møde i en dødskamp. Begge parter kaldes Dødsfjender. Den overlevende vinder selvsagt, hvorimod den ikkeoverlevende og dermed tabende part, får en værdig afsked fra jorden, for sin kamp.

Da man havde besluttet at genindføre denne tradition, efter mange tusindårs pause, kom det som et chok for hele landet. Det virkede vanvittigt, at to voksne mænd, ikke kunne blive enige, lidt enige eller ville spørge folket. Og hvad værre var, den overlevende skulle stadigvæk lede landet. Og i hvor lang tid skulle det så vare? Var dette noget der skulle fortsætte i fremtiden? Gik landet i virkeligheden tusind års skridt tilbage? Fremfor at være visionære og fremtidsorienteret? Eller var den her dødskamp mellem to Dødsfjender virkelig visionært og fremtidsseende? Var det i virkeligheden - Disruption?

Mange spørgsmål fløj igennem alles hoveder.

Nu rykkede den anden på sig. Han tog noget frem fra sin højre habitjakkelomme. Det skinnede og glimtede lidt, men tilskuerne kunne ikke rigtig se hvad det var. Han kiggede på sin Dødsfjende, så på den skinnende og glimtende genstand, og tilbage på sin Dødsfjende.

Han lagde genstanden på bordet foran ham, og kiggede så sin Dødsfjende intenst i øjnene. Hans krystalklare blå øjne, nærmest hypnotiserede hans modstander. Det var han kendt for. Hans krystalklare blå øjne var nærmest hans varemærke. Hans brand.

Mange havde forgæves forsøgt at afværge denne dødskamp. Der havde været uendelige mæglingsforsøg. Både internt i deres respektive lejre, oppositionen, ledende erhvervsfolk, kendte, ja sågar kongehuset havde forsøgt. Da dødsfjendernes dødskamp nåede ud over landets grænser, begyndte udlandet at blande sig. Men lige meget hjalp det.

Et af mæglingsforsøgene var at placere begge d´herrer oppe i hver deres træ. Meningen var, at de stille og roligt skulle kravle ned fra træet, og på den måde nå hinanden og nå til enighed. Man mente, at det visuelle i at kravle ned fra træerne, ville have en effekt, og dermed ville de nemmere kunne nå hinanden, og gå på kompromis. Desværre mislykkedes forsøget fatalt, og gjorde kun situationen værre.

Det tog dem mange mange dage at komme ned fra hver deres respektive træ, hvilket kun var fordi, de af fysiske årsager blev tvunget.

Nu sker der noget igen. Ham med den skindende og glimtende genstand på bordet foran sig, tager fat i genstanden igen, tager den op foran sig og peger (ser det ud til) hen mod sin Dødsfjende med genstanden. Og pludselig lyder der et BAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAANG.